Dansk eksport-vækst har været lav siden finanskrisen blandt OECD-lande

Type: Analyser
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Eksportudviklingen spiller en stor rolle for både den danske beskæftigelse og vækst. Derfor har CEPOS i et nyt notat set på, hvordan det går for dansk eksport i sammenligning med øvrige OECD-lande. 

”Eksportudviklingen kan både måles i mængder og i værdi. Men som min analyse viser, så indtager Danmark en plads i bunden – som et af de 10 lande i OECD med lavest eksportvækst siden finanskrisen slog igennem i 2008 – uanset om man måler på udviklingen i værdi eller mængde. Eksportmængden har selvfølgelig en stor betydning for beskæftigelsen, fordi en større mængde af varer ofte betyder, at der skal flere hænder til for at producere dem. Derfor er det også tankevækkende, at den danske eksport målt i mængde endnu ikke i 2012 er tilbage på det niveau, vi havde i 2008. Andre OECD-lande har været langt hurtigere til at skabe eksportvækst efter krisen, hvilket også er grunden til, at Danmark nu indtager en placering som nr. 26 ud af 34 OECD-lande”, siger specialkonsulent Martin Kyed, CEPOS.

”Værst ser det ud, når man fokuserer på eksporten som velstandsskabende. Her ligger Danmark tredjesidst, når eksportudviklingen måles i værdier i dollars. Årsagen til, at placeringen er ringere i værdi end på volumen, skal primært findes i valutakursudviklingen. Den danske krone er (sammen med euroen) deprecieret overfor USD fra 2008 til 2012, hvilket betyder, at vi kan importere færre varer for den samme mængde eksport. Det gør isoleret set danskerne fattigere”, siger Martin Kyed, som samtidig påpeger, at billedet ikke bliver meget bedre, hvis man ser på de forskellige produktgrupper, som Danmark primært eksporterer. 

”Billedet af en relativt svag eksportudvikling bekræftes, når man fokuserer på eksporten af industrivarer i fælles valuta. Sammenligner man OECD-landenes eksportvækst fra 2008 til 2. kvartal 2013, så indtager Danmark en placering som 21 af 29 lande” siger specialkonsulent Martin Kyed, CEPOS. 

”Alt for ofte fokuserer man alene på, om der i Danmark er sket en stigning eller et fald i eksporten, uden at holde det op imod øvrige lande. Det har resulteret i, at man i den seneste tid i offentligheden har fået det indtryk, at det går rigtigt godt for dansk eksport. Men hvis man reelt skal vurdere, om det går godt for eksporten herhjemme, er det ikke nok at betragte Danmark isoleret. Så er man nødt til at holde det op mod, hvordan udviklingen er gået i de øvrige lande, vi hver dag skal konkurrere med. Og det betyder desværre, at selvom der på det seneste har været en stigning i dansk eksport, halter vi voldsomt bagefter andre OECD-lande. En af forklaringerne på den lave danske eksportudvikling sammenlignet med øvrige lande findes formentlig i, at Danmark fortsat har en svag lønkonkurrenceevne. Derfor vil jeg også anbefale, at man forbedrer konkurrenceevnen med moderate lønstigninger og en ny konkurrenceevnepakke, hvor afgifterne på virksomhederne bliver sænket”, siger specialkonsulent Martin Kyed, CEPOS.

Fodnoter

    Tags

    Hent analyse

    Hent Filstørrelse: 113,4 KB

    Del denne side

    Hent analyse

    Hent Filstørrelse: 113,4 KB

    Del denne side