Messerschmidts begreb om borgerlighed er ikke borgerligt

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Efter vælgerlussingen 5. juni har Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt fået en helt central placering i partiet. Udover at træde ind i koordinationsudvalget, med fokus på partiets daglige politiske indsats, vil Messerschmidt træde ind i Martin Henriksens gruppe, der skal stå for partiets politiske ideudvikling. En første central opgave bliver at slå fast, at Dansk Folkeparti er et borgerligt parti. Så lad os derfor se nærmere på Messerschmidt definition af borgerlighed.

Hvis man dykker ned i Messerschmidts seneste medieoptrædener, vil man bemærke, at han i en række aviser har turneret med budskabet om, at »Dansk Folkeparti er det borgerlige Danmark«. Samtidig har han sat spørgsmålstegn ved, om de øvrige partier i blå blok - Venstre, Konservative og Liberal Alliance - overhovedet er borgerlige. For de har haft fokus på »skatteprocent, statens størrelse og vækstrater«, hvilket ifølge Messerschmidt ikke er borgerligt. Og det til trods for, at han vel nok anså sig selv som borgerlig, at han sammen med Morgens Camre tilbage i 2005 selv argumenterede for omtrent det samme. Men det til side.

For grundlæggende er Messerschmidts kritik af det borgerlige hverken original eller genial, men snarere et velkendt marxistisk trick. Et af Karls Marx' kunstgreb var at forveksle de borgerliges mål, dvs. friheden, med dets middel, eksempelvis økonomien og markedet. Tricket er at påstå, at de borgerlige kun interesserer sig for penge og profit. Det er selvfølgeligt ikke rigtigt, men det er uden tvivl en velovervejet trædesten for Messerschmidts egentlige ærinde: at redefinere borgerligheden.

Borgerlighed er ifølge Messerschmidt kendetegnet ved en »national bevidsthed«, og at man tør kende forskel på »fremmed og ven«. Eller, som Messerschmidt for nylig skrev i RÆSON, »er grundlaget for enhver overvejelse om borgerlighed, at der er forskel på dem og os.« Den definition ligger dog langt fra begrebets idéhistoriske rødder. Ifølge professor på statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard kan begrebet »borgerlighed« bedst beskrives ud fra to parallelle fænomener, som voksede frem i løbet af 1800-tallet: Det første er de »borgerlige rettigheder«, altså ytrings-, religions-og forsamlingsfriheden med mere, som vandt frem i kølvandet på de store revolutioner.

Det andet er »borgerskabet«, som var kendetegnet ved en respekt for institutionerne (som »Gud, Konge og Fædreland!« ), en generel politisk-økonomisk liberalisme (frihedsrettigheder, privat ejendomsret, frie markeder) og en liberal-demokratisk forfatning (valg, retssikkerhed og magtdeling).

Messerschmidts intellektuelle alibi for sit syn på borgerlighed finder han i en modstilling mellem det at være borger og det at være menneske, mellem det konkrete og det universelle. Det borgerlige er at »leve sit liv i det konkrete folkelige fællesskab«. For Messerschmidt er der intet konkret menneske med ret og pligt uden for stammen, klanen eller nationen. Og selv om han fremstiller sig selv og sit parti som »antiideologiske«, bliver netop denne dyrkelse af stammen, klanen og nationen hans ideologi og kollektivisme.

Alt sammen pakket ind i en nationalkonservativ sang til det samfundsbevarende, en idealisering af fortiden og en ode til fædrelandet.

Det lyder smukt, men er lige så undertrykkende og farligt for mennesker som alle andre former for kollektivisme.

Jeg står tilbage med det indtryk, at Messerschmidts definition af borgerlighed ikke er andet end en opportunistisk konstruktion udtænkt i Dansk Folkepartis eget politiske laboratorium.

Hvis Messerschmidt ønsker at føre Dansk Folkeparti tilbage til borgerligheden, kunne han starte med at anerkende, at mennesket bærer en moralsk ret og pligt uden for staten.

Klummer udgivet i Berlingske d. 11/08/2918

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS