Ny boligaftale betyder, at få heldige får en meget stor gevinst, mens alle andre taber

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Det er rent ud sagt tosset, at regeringen fører fordelings- og boligpolitik gennem et tosset boliglotteri.

Venstrefløjen fejrer i disse dage aftalen om en ny boligreguleringslov. Med den nye lov håber man at sikre, at der også i fremtiden vil være plads til de laveste indkomster og en blandet beboersammensætning i storbyerne.

Problemet med loven – og huslejereguleringen generelt – er, at det er en umådeligt dårlig måde at opnå de politiske mål om omfordeling og en blandet beboersammensætning på.

I forhold til målet om økonomisk omfordeling er problemet, at huslejereguleringen især gavner de lejere, der har de absolut højeste indkomster. Det er således lejerne, der har indkomster i de øverste 10 pct., som bor i de lejligheder, hvor reguleringsgevinsten – altså forskellen mellem den regulerede leje og markedslejen – er størst. Det viser to analyser fra henholdsvis de økonomiske vismænd og Boligøkonomisk Videncenter (udarbejdet af Dream).

Dream opgjorde reguleringsgevinsten for de øverste 10 pct. af indkomsterne til næsten 30.000 kr. i gennemsnit, mens gevinsten for dem i bunden kun er ca. 17.500 kr. Hvorfor fejrer venstrefløjen regulering, der i høj grad kommer de allerrigeste til gavn?

Boligminister Kaare Dybvads argument er, at huslejereguleringen stadig samlet set omfordeler fra rig til fattig, fordi der er flere med lave indkomster, der bor i regulerede lejligheder. Dette er som sådan rigtigt nok. Men når det er folk med høje indkomster, der opnår de største gevinster, er det også et klart bevis for, at huslejereguleringen er en meget ineffektiv måde at føre fordelingspolitik på i forhold til den omfordeling, der foregår gennem skatterne.

Det skyldes bl.a., at folk med lave indkomster kun får del i omfordelingen, hvis de samtidig vælger at bosætte sig i storbyerne. Dermed kan den ufaglærte, der ønsker at blive boende i provinsen, ikke få del i omfordelingen. Og det bør man – uanset politisk tilhørsforhold – kunne se er urimeligt.

Fordelingen af reguleringsgevinsterne er også årsagen til, at huslejereguleringen er en ineffektiv måde at opnå målet om en blandet beboersammensætning på. Reguleringsgevinsterne er nemlig ikke målrettet de laveste indkomster, og dermed vil en stor del af de samfundsøkonomiske omkostninger ved reguleringen ikke bidrage til at nå målet.

Hvis man ønsker, at flere personer med lav indkomst skal kunne bo i byerne, bør man i stedet sikre dette med direkte kontant støtte til familier med lave indkomster. Et system, der allerede findes i dag i form af boligstøtte, og som også vismændene bl.a. har fremhævet.

Hvis man f.eks. mener, at der er for få københavnere med meget lave indkomster, kan man øge boligstøtten for netop denne gruppe, indtil man politisk mener, der bor nok af dem i byen.

I det hele taget virker det rent ud sagt tosset at føre fordelings- og boligpolitik igennem et boliglotteri, hvor få heldige får en meget stor gevinst, mens alle andre taber. Den seneste politiske stramning bidrager til at øge indsatserne – og dermed tabene – i dette boliglotteri. Tabene opstår som følge af, at de kunstigt lave priser på dele af boligmarkedet bidrager til at øge den samlede efterspørgsel efter boliger i storbyerne, hvilket presser priserne på de ikkeregulerede boliger op. Vil du flytte til København, men har en relativt lav indkomst og ikke heldet til at vinde i boliglotteriet, er du derfor med indgrebet endnu længere fra en bolig i København, end du var før.

Boligproblemerne i storbyerne kan reelt kun løses ved at bygge flere boliger. Men her udgør bl.a. regeringen og støttepartiernes venner i Borgerrepræsentationen i København et markant problem, da de begrænser udbuddet af boliger ved f.eks. at kræve særligt store boliger og relativt spredt bebyggelse. Reguleringen har bl.a. betydet, at andelen af boliger i København, der er større end 100 kvadratmeter, er steget med mere end 50 pct. siden 2000.

Trods problemerne med boligreguleringen kan sagen måske tjene som en lektion i ’regelstatens’ logik. For ved at føre fordelingspolitik gennem reguleringen kan politikkerne skjule omkostningerne ved politikken for borgerne. De enorme samfundsøkonomiske omkostninger fremgår nemlig ikke af de offentlige budgetter. De forsvinder i stedet som det, økonomer kalder dødvægtstab. Dermed slipper politikerne for at skulle forklare, hvorfor netop omfordeling – der kun tilfalder dem, der flytter til en storby – og beboersammensætningen i storbyerne er vigtigere end andre af samfundets problemer, som skal prioriteres via de offentlige budgetter.

Mit bud er, at politikerne ville have svært ved at forklare det rimelige i, at vinderne af et statsligt lotteri bliver begunstiget med meget store værdier på bekostning af taberne, hvis omkostningerne fremgik af det offentliges budgetter.

For hvad er egentlig det rimelige i, at Hans får tilført værdier for tusindvis af kroner hver måned, bare fordi han har vundet i boliglotteriet, når Grethe er efterladt i en dyr, ikkereguleret bolig i provinsen?

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Jonas Herby

    Specialkonsulent