Tillidskrisen ligger ikke hos borgerne – tillidskrisen ligger hos Mette Frederiksen

Type:Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

I åbningstalen indikerede Mette Frederiksen, at inddragelsen af private aktører og frit valg er årsagen til bureaukrati og detailstyring på velfærdsområdet. Det kunne ikke være mere forkert.

Statsministerens åbningstale i tirsdags var malet i mol. »Forskellene er blevet for store. Samfundskontrakten er blevet svagere. Tilliden er blevet mindre,« lød det fra talerstolen, hvor netop fortællingen om den svækkede tillid var talens gennemgående tema.

Tanken om, at »tilliden slår revner«, kan godt give anledning til en vis bekymring. Og idet statsminister Mette Frederiksen (S) ikke er den eneste, der er rejsende i den fortælling, bør jeg måske indledningsvis berolige læserne med, at danskernes tillid har ligget på et konstant højt niveau siden 1930erne. Og senest er vores tillid til politikerne, den offentlige administration, regeringen og Folketinget endda også steget.

Men Mette Frederiksens formål med åbningstalen var ikke at beskrive tillidskrisen. Tillidskrisen var blot et afsæt for, at statsministeren endnu en gang kunne italesætte det, som hun anser som sin vigtigste opgave: »at styrke velfærdsstaten«. For velfærdsstaten skaber tryghed og ifølge statsministeren er et naturligt første skridt i en styrkelse af velfærdsstaten at genoprette tilliden til de offentligt ansatte. Og det skal ske ved at gøre op med bureaukratiet og skrue ned for detailstyringen.

Som udgangspunkt kan man kun have stor sympati for et projekt om at reducere pengespildet i den offentlige sektor. Projektet kunne lige så vel være udformet af CEPOS. Men her stopper sammenfaldet desværre også. For i åbningstalen indikerede Mette Frederiksen, at bureaukrati og detailstyring er »opstået på grund af inddragelse af private aktører og frit valg«. Den forklaring er fuldstændig forkert, ja, nærmest vanvittig.

For det første er den ude af proportioner. På sundhedsområdet udgør privathospitalernes markedsandel eksempelvis én pct. af al offentligt finansieret aktivitet. Er privathospitalerne årsagen til det galopperende registreringsvanvid på de offentlige hospitaler? Næppe. På samme måde er det heller ikke de seks pct. private børnehaver, der er årsagen til, at Danmarks pædagogiske personale i gennemsnit kun bruger 51 pct. af tiden på børnene. Jeg har selv været ansat som hjemmehjælper engang, og det var ikke privat konkurrence, der var årsagen til minuttyranniet. Det var offentlig regulering. Det leder mig til mit næste punkt.

Mette Frederiksen glemmer, at bureaukrati er en anerkendt bivirkning ved en stor offentlig sektor. Når markedsmekanismerne sættes ud af kraft og erstattes af planøkonomi, som det i praksis er tilfældet på mange velfærdsområder, og hverken konkurrence eller frit valg er til stede til at presse det offentlige til effektiv planlægning, må en anden form for styring træde til. Embedsmænd og administratorer indfører voldsomme mængder målinger, kontroller og tjek for at holde styr på aktiviteten i et system, der modsat det private ikke kan styres af konkurrence, priser og profit.

Skal Mette Frederiksen styrke velfærdsstaten og gøre op med bureaukratiet, er løsningen ikke at bekæmpe markedet. Tværtimod bør hun øge tilliden til, at konkurrence fremmer effektiviteten. Og det indbefatter, at hun skal have tillid til, at borgerne (og deres pårørende) er i stand til at træffe et frit valg om, hvem de ønsker skal levere deres velfærd. Og hun skal tro på, at de private aktører gør et ordentligt stykke arbejde. Præcis som vi ser afspejlet i borgernes tilfredshedsmålinger på en række velfærdsområder, fx ældre- og børneområdet.

Jeg er enig med Mette Frederiksen i, at vi har en tillidskrise. Men tillidskrisen ligger ikke hos borgerne. Tillidskrisen ligger hos Mette Frederiksen.

Fodnoter

    Tags

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Mia Amalie Holstein

    Velfærdspolitisk chef i CEPOS